Brænder du for bæredygtighed, undervisning og kreativt håndværk?

Tingcentralen søger underviser til plastforløb (12 timer/uge – tidsbegrænset)

Vil du være med til at inspirere børn og unge til at tænke i genbrug, cirkulær økonomi og kreativ upcycling? Har du lyst til at arbejde hands-on med plast som materiale og sætte dit præg på en vigtig bæredygtighedsindsats? Så er det måske dig, vi leder efter!

Om stillingen:
Tingcentralen søger en engageret underviser til vores plastforløb – en del af vores undervisningstilbud med fokus på genbrug og bæredygtighed. Stillingen er på 12 timer om ugen og tidsbegrænset frem til udgangen af juni 2027.
Tingcentralen på Polymeren i Årslev er det borgerrettede sted for handling indenfor bæredygtig ressourceanvendelse, kreative aktiviteter og læring. Tingcentralen skal medvirke til at informere om genbrug og genanvendelse. Indsatsen er særligt målrettet børn og unge i kommunens skoler og institutioner. På Tingcentralen bliver afskrevne materialer fra virksomheder genanvendt til bl.a. undervisning af børn og unge. Her udarbejdes undervisningsmaterialer, og kommunens børn og unge lærer gennem praktisk erfaring, at det produkt eller de materialer, man ikke længere selv har brug for, ofte kan bruges i andre sammenhænge. Samtidig stifter de bekendtskab med begreber som cirkulær økonomi og lærer at se materialer og ressourcer i et større samfundsmæssigt perspektiv. Tingcentralen arbejder bl.a. med FN’s Verdensmål og skal bidrage til kommunens målsætning om affaldsbegrænsning og bæredygtighed i ressourceforbrug.

Hvad er plastforløbet?
Plastforløbet er en kreativ og lærerig del af Tingcentralens bæredygtighedsprofil, hvor børn, unge og voksne lærer om plast som materiale – hvordan det kan sorteres, genanvendes og omdannes til noget nyt. Undervisningen kombinerer teori med praksis og giver deltagerne viden og færdigheder, de kan tage med sig videre.

Dine opgaver vil være at:
  • Planlægge og gennemføre plastforløb og workshops for primært elever i 4.-6. klasse (Den kulturelle rygsæk), men også andre alders-/målgrupper.
  • Formidle viden om plast, sortering, genanvendelse og bæredygtigt design på en involverende og letforståelig måde.
  • Betjene og vedligeholde værkstedsudstyr og vores mobile materialevogn
  • Tilpasse forløb til forskellige målgrupper og udvikle nye undervisningsformater
  • Samarbejde med lærere, pædagoger og andre aktører
  • Dokumentere og evaluere undervisningsaktiviteter
Vi forestiller os, at du:
  • Har en pædagogisk og/eller faglig baggrund inden for undervisning, formidling, håndværk eller design.
  • Har erfaring med praktisk undervisning – gerne med børn og unge
  • Har interesse for og gerne viden om plast, bæredygtighed og cirkulær økonomi
  • Er teknisk snild og trives med at arbejde med værktøj og maskiner
  • Har kørekort (kategori B) – du skal køre med vores materialevogn på Fyn
Vi leder efter dig, der:
  • Er udadvendt og god til at skabe relationer – både med børn og voksne
  • Kan formidle komplekse emner på en kreativ og forståelig måde
  • Trives i en fleksibel og praktisk hverdag
  • Er selvstændig, initiativrig og samarbejdsorienteret
  • Brænder for at skabe læring med bæredygtighed i centrum
Det praktiske:
  • Arbejdstid: Gennemsnitlig 12 timer pr. uge (alle timer på Tingcentralen i Årslev), der planlægges i samråd med projektleder af Tingcentralen.
  • Ansøgningsfrist: 25. juni 2025
  • Samtaler afholdes: 26. juni 2025
  • Tiltrædelse: 1. september 2025
  • Varighed: Stillingen udløber 30. Juni 2027
  • Kontakt: Katja Skovgaard Marcussen, tlf. 29 80 98 80
  • Arbejdssted: Tingcentralen, Faaborg-Midtfyn Kommune
  • Der indhentes børneattest og straffeattest som en del af ansættelsen
 
 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 25. juni 2025
Arbejdstid: Deltid under 21 timer

Vi anvender referencer i rekrutteringen, og hvis du er den endelige kandidat, vil du blive bedt om at oplyse en eller flere referencer, som vi kan kontakte. I forbindelse med reference vil vi spørge ind til emner som faglighed, personlige egenskaber, mødestabilitet og samarbejde. Faaborg-Midtfyn Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund.