Kan du lide at arbejde med myndighed indenfor børn og unge med funktionsnedsættelser? Og trives du med opgaver, der udfordrer på både det juridiske, handicapfaglige og socialfaglige område?

Så læs videre her!

Da én af vores faste medarbejdere har ønsket at udfordre sig selv på ny indenfor det sociale område og fået en stilling i vores egen Ungegruppe, søger vi nu en socialrådgiver til en fast stilling i vores handicapgruppe i Børne og Familieafdelingen, Faaborg-Midtfyn Kommune.

Der er tale om en stilling på 37 timer pr. uge og med tiltrædelse den 01.december 2025.

Opgaverne for stillingen ligger indenfor det specialiserede område, hvor problemstillingerne er af den mere komplekse art, og i nogle tilfælde også kan være kombineret med udfordringer indenfor det sociale område.

Som medarbejder i Børne- og Familieafdelingen, kan du forvente, at:
  • Al vores virksomhed tager afsæt i en børnepolitik
  • Vi fokuserer på børnenes og den udvidede families ressourcer
  • Vi arbejder tværfagligt og helhedsorienteret
  • Vi uddanner os løbende i socialfaglige metoder, herunder blandt andet i familierådslagning
  • Vi fokuserer altid på muligheder frem for begrænsninger
  • Vi anvender ICS og DUBU
  • Vi har et godt samarbejde og lægger stor vægt på trivsel

Faaborg-Midtfyn Kommune står på et stærkt grundlag. Der er udarbejdet en børn- og ungepolitik, en vision samt værdier og bærende principper for det gode samarbejde på tværs af faggrupperne. Og vi mener det helt alvorligt, når vi siger ”tværfaglighed”.  Vi lægger vægt på at være tværfagligt let tilgængelige for hinanden, og vi har fokus på den forebyggende indsats. Som socialrådgiver i Børne- og Familieafdelingen vil du blive en del af et meget engageret og fagligt stærkt hold. Vi er optaget af, at vores indsatser har effekt, og vi ser det som naturligt, at vi involverer børn, familier og netværket i løsningen af deres egne udfordringer. Det kalder på samarbejde både med voksen- og arbejdsmarkedsområdet, men selvfølgelig særligt med skole/dagtilbudsområdet.

Myndighedsområdet i Børne- og Familieafdelingen er organiseret i 4 grupper: Visitationen, Småbørnsgruppen (0-10 år), Ungegruppen (11-23 år) og en handicapgruppe, der varetager sagsbehandlingen af børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i alderen fra 0-18 år. Handicapgruppen består af 5 medarbejdere - 4 socialrådgivere og 1 administrativ sagsbehandler. 

Som socialrådgiver i handicapgruppen vil du bl.a. få til opgave, at:
  • Give råd og vejledning indenfor det specialiserede børneområde
  • Behandle ansøgninger om handicapkompenserende ydelser efter Barnets Lov § 86 + § 87, afløsning eller aflastning efter § 90 jf. Serviceloven 83, 84 og 86, hjemmetræning jf. § 83, ledsagerordning efter § 89 m.v.
  • Arbejde tæt sammen med specialskoler og specialinstitutioner
  • Udarbejde screening i alle ansøgningssager
  • Udarbejde Børnehandicapudredninger til at danne grundlag for målgruppevurderinger
  • Udarbejde Afdækninger eller Børnefaglige undersøgelser i kombination med en Børnehandicapudredning
  • Vurdere på og indstille til støttende indsatser eller anbringelser efter Barnets Lov
I handicapgruppen er der et tæt samarbejde med vores kolleger på voksenområdet med særligt henblik på overdragelse fra ung til voksen.

Vi arbejder med en række metoder, og du vil bl.a. skulle arbejde med ”familierådslagning”, når du som sagsbehandler skal arbejde med inddragelse af såvel barnet som familien. Her tilbydes der også kvalificeret oplæring til alle nye medarbejdere i brugen af denne metode.

Hvem er du?
  • Du er uddannet socialrådgiver eller socialformidler med erfaring og viden inden for myndighed og handicapområdet.
  • Du kan arbejde tværfagligt, sammenhængende og helhedsorienteret med interne og eksterne samarbejdspartnere og du har flair for at arbejde i en politisk styret organisation.
  • Du har gode samarbejdsevner på alle niveauer, og kan arbejde selvstændigt, men søger gerne sparring i dine sager
  • Du kan håndtere flere ”bolde i luften” på en gang og stadig bevare overblikket.
  • Du har stærke mundtlige og skriftlige kommunikations- og formidlingsevner med afsæt i den anerkendende tilgang.
Hvad kan vi tilbyde?
  • Vi er en ambitiøs afdeling, der løbende udvikler og forbedrer kvaliteten i vores indsatser
  • Vi synes selv, at vi har et af de mest spændende og ansvarsfulde job med faglige udfordringer i den kommunale verden
  • Vi er en arbejdsplads i konstant udvikling med nye faglige og organisatoriske tiltag.
  • Vores dage er afvekslende, og man kommer ikke til at kede sig.
  • Vi tilbyder og lægger vægt på, at den enkelte har stor indflydelse på tilrettelæggelsen af det daglige arbejde med mulighed for, at noget af arbejdet også kan tilrettelægges via en hjemmearbejdsdag.
  • Vi har et godt samarbejde både internt i afdelingen og med vores kollegaer, og vi lægger vægt på en ordentlig tone og et godt grin
  • Vi sidder fysisk sammen med sagsbehandlere på skole/dagtilbud, voksenområdet og sundhed/ældre, så der er mulighed for bred sparring
  • Børne- og Familieafdelingen er en attraktiv, moderne og digital arbejdsplads. Vi arbejder efter et princip om at være fleksible og papirløse. Det betyder, at du som ansat får bærbar computer og iPhone stillet til rådighed.
Børne- og Familieafdelingen er fysisk placeret i Gislev.

Der vil ved ansættelsen blive indhentet straffe- og børneattest.
                     
Du er velkommen til at kontakte Anja Thorup Vinther, gruppeleder for handicapgruppen, på telefon 72533000 for yderligere oplysninger om stillingen.

Der er ansøgningsfrist den 23.oktober 2025 kl.8.00.
Ansættelsessamtalerne vil blive afholdt den 27.oktober 2025.
 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 23. oktober 2025, 08:00
Arbejdstid: Fuldtid

Vi anvender referencer i rekrutteringen, og hvis du er den endelige kandidat, vil du blive bedt om at oplyse en eller flere referencer, som vi kan kontakte. I forbindelse med reference vil vi spørge ind til emner som faglighed, personlige egenskaber, mødestabilitet og samarbejde. Faaborg-Midtfyn Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund.