Tænker du nogle gange - Hvor løb vandløbene hen i al det her med Grøn Trepart? De er her endnu – og nu søger vi en vandløbsmedarbejder til Naturteamet i Faaborg-Midtfyn Kommune

Vil du stå i spidsen for vandløbsrestaureringsprojekter og skabe mærkbare resultater for vores vandløb?
Er gummistøvler, vaders og tilsyn med entreprenørarbejde lige noget for dig, så læs videre – vi har måske job til netop dig!


Hvad gør jobbet særligt?
I Faaborg-Midtfyn Kommune har vi mere end 100 vandplansindsatser i vandløbene som skal være med til at opnå god økologisk status. Vi har fordelt indsatserne i 20 puljer, og er ved at tage hul på den 8. pulje, og det betyder at der ligger mange gode vandløbsprojekter og venter forude.

Med et krav om målopfyldelse som rykker tættere på, har vi brug for flere kræfter for at sætte turbo på at realisere projekterne. Jobbet indebærer både biologisk indsigt og forståelse for lovgivning, kendskab til statslige ordninger og evnen til at balancere mange hensyn. Du skal arbejde tæt sammen med dine kollegaer om at lave de bedste projekter, afgørelser, dispensationer, vurderinger, tilsyn, og alt det man gør som vandløbsmedarbejder. Vi tror på, at de bedste løsninger skabes i et uformelt men højt fagligt fællesskab og vi dykker gerne ned i både faglighed og lovgivning for at hjælpe eller udfordre hinanden.

Du bliver en del af et engageret Naturteam, der:
  • Arbejder med vandplansindsatser
  • Indfrier Natura2000 handleplanerne
  • Arbejder med at implementere Grøn Trepart og understøtter bæredygtige løsninger i landskabet
  • Gennemfører en lang række vand- og naturprojekter og deltager i samarbejdsprojekter internt i kommunen og på tværs af Fyn
  • Varetager administration af kystbeskyttelsesloven, vandløbsloven, naturbeskyttelsesloven, museumsloven og Natura 2000-områderne
  • Har ansvaret for 300 km offentlige vandløb, 9 Natura 2000-områder og mange §3-arealer
Her får du en hverdag, hvor vi forventer:
  • Du driver vandløbsrestaureringsprojekter fra idé til virkelighed
  • Du samarbejder med lodsejere, rådgivere og entreprenører om at skabe de bedste løsninger, og ikke mindst samarbejder du med dine kollegaer.
  • Du navigerer i lovgivning og processer – men altid med fokus på at få ting til at ske
  • Du bliver en del af naturteamet som i dag tæller 8 personer, hvor kollektiv viden og tværfaglig sparring er en del af hverdagen
Hvem er du?
Vi leder efter en kollega, der ikke kun skal være vandløbsmedarbejder, men også har lyst til at være naturmedarbejder og forstår værdien af proces og samarbejde i det meget tværfaglige fagområde som vandløbene er. Du drives af at forstå kompleksiteter og ser styrken i at arbejde sammen med andre for at finde de bedste løsninger.
Vi ser gerne at du har erfaring med vandløbsprojekter fra skrivebordet eller i felten – måske har du fjernet et par spærringer eller gennemført strækningsbaserede indsatser i vandløb. Vi håber også at du har erfaring med projektledelse, lodsejerdialog og myndighedsarbejde. Vi forventer at du er uddannet biolog, skov- og landskabsingeniør, naturgeograf eller har en anden relevant naturvidenskabelig baggrund?

Hvorfor vælge os?
I Faaborg-Midtfyn Kommune får du:
  • Et job, hvor du virkelig gør en forskel for naturen og biodiversiteten
  • Et stærkt fællesskab, hvor vi griner, deler viden og hjælper hinanden
  • Frihed til at præge projekter og arbejde selvstændigt – men aldrig alene

I vores Naturteam lader vi os begejstre af stort som småt, og vi tør tænke stort. Vi fejrer et tilsagn, en god afgørelse eller når et projekt endeligt står færdigt.
Er du nysgerrig på at høre mere? Vi ved, at et stillingsopslag ikke kan fortælle det hele. Du er derfor meget velkommen til at ringe til os for at høre mere. Kontakt teamleder Stine Bundgaard Hansen 7253 2057 eller projektleder Stine Madsen 72536450.

Lidt om Faaborg-Midtfyn Kommune:
Faaborg-Midtfyn Kommune er Fyns arealmæssigt største kommune med et stort potentiale for at højne biodiversiteten og sikre og genoprette økosystemer. Vi arbejder ud fra en udviklingsstrategi med visionen "Sammen skaber vi det bedste sted". Denne strategi styrer vores opgaver og tilgange til samarbejde på tværs. Vi er en stærkt udviklingsorienteret arbejdsplads.

Ansættelse:
Der er tale om 1 stilling på 37. timer om ugen, med opstart 15. januar 2026
Arbejdspladsen er i Faaborg og du ansættes i Natur og Klima, som ud over Naturteamet også rummer Friluftsliv og GIS. Vi tilbyder fleksible arbejdstider, kantine, ”kollega motion” og frugtordning. Det er nødvendigt at have kørekort.

Ansøgning:
Ansøgning skal sendes igennem vores rekrutteringssystem. Husk at vedhæfte CV, eksamensbeviser og evt. anbefalinger. Ansøgningsfristen er søndag den 2. november, og vi forventer at holde samtaler torsdag den 6. november og fredag 7. november. Og hvis der er behov for 2. samtale vil det ske tirsdag den 11. november. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og principper om Ny Løn.

Vi glæder os til at høre fra dig!
 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 2. november 2025
Arbejdstid: Fuldtid

Vi anvender referencer i rekrutteringen, og hvis du er den endelige kandidat, vil du blive bedt om at oplyse en eller flere referencer, som vi kan kontakte. I forbindelse med reference vil vi spørge ind til emner som faglighed, personlige egenskaber, mødestabilitet og samarbejde. Faaborg-Midtfyn Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund.